• img1
  • img2

Hvalp alene hjemme – lær træning, der gør din hvalp tryg ved at være alene hjemme

Hvis du ønsker, at din hund skal kunne være alene hjemme uden problemer, skal du starte træningen mens den er hvalp. Når hunden bliver voksen, kan du stadigvæk lære den at være alene hjemme, men det kræver mere tid og tålmodighed fra din side. Ældre hunde, der har problemer med at være alene hjemme, er ofte ikke blevet vænnet til alenetid som hvalpe. Eller også er de blevet efterladt for længe ad gangen, for tidligt i deres liv.

Det er vigtigt, at du ikke går for hurtigt frem, men opøver en gradvis tilvænning. Er den alene for lang tid ad gangen, vil den komme til at savne dig og blive utryg. Hvis den oplever at denne usikkerhed opstår flere gange, kan det udvikle sig til et mønster, hvor den reagerer med angst, når du er på vej ud ad døren.

Træningen skal foregå sådan, at hvalpen langsomt bliver vænnet til at være alene, uden at det er for slemt for den. Efterhånden vil den opdage, at det ikke er farligt at være alene, og du vil gradvist kunne gå fra den i længere tid ad gangen.

Hvor gammel skal en hvalp være, før den kan være alene hjemme?

Du kan starte træningen, når hvalpen er omkring 8-9 uger gammel. Har du fået hvalpen når den er 8 uger, kan du efter en uges tid, når den har vænnet sig til at være i dit hjem, begynde at lade den være alene i små øjeblikke. Hvalpen skal helst være træt når du begynder træningen, for så vil den ikke have tendens til at blive urolig.

Når hvalpen, efter nogle uger, har vænnet sig til at være alene i længere tid, op til et par timer ad gangen, er det ekstra vigtigt at du sørger for, at den har fået brugt sin overskudsenergi inden du forlader den. Når den skal forholde sig i ro i længere tid ad gangen, skal den helst være så træt, at den vælger at lægge sig til at sove. Hvis den er frisk og fuld af energi, vil den i stedet bruge tiden på at underholde sig selv ved at bide i ting. Sørg for, at den har været ude på en god gåtur inden, og udfordr den med at søge efter godbider eller andre aktiviteter, der udmatter den. Gåturen bør dog ikke være for lang, da det kan virke stressende og have den modsatte effekt, og altså gøre hunden mere aktiv.

Vil du give hvalpen noget at beskæftige sig med, når du ikke er hjemme, skal det være noget, der ikke virker opkvikkende og måske stressende for den. Giv den for eksempel et ben, som den kan ligge og tygge i, og undlad bolde og legetøj. For når den har leget med bolden, vil den måske savne noget andet sjov beskæftigelse, og i stedet kaste sig over betrækket til sofaen.

Hvor længe kan en hvalp være alene hjemme?

En hvalp kan ikke være alene hjemme mere end nogle timer ad gangen. Er du væk en hel arbejdsdag, bør du få nogle til at passe den indtil du kommer hjem. Voksne hunde bør ikke være alene mere end 6-7 timer om dagen.

Det er helt afgørende for træningen af hvalpen, at den ikke bliver bange for at være alene.
Dette indebærer også, at hunden skal sove sammen med nogen om natten, indtil den er klar til at sove alene. Du kan starte med at lade den sove i sin kurv i soveværelset, og så gradvist flytte den et andet sted hen. Bare den ikke føler sig isoleret. Hvis den er angst over at være isoleret om natten, vil det besværliggøre alene hjemme-træningen om dagen.

Der er forskel på hunde. Nogle hvalpe vil på et tidligt stadie vælge selv at isolere sig, når de er trætte, mens andre har et stort behov for at være tæt på ejeren. Hunde med et stort kontaktbehov vil kræve mere træning, end hunde der gerne vil være i fred, når de er trætte.

God råd om træning af hvalp, der skal være alene hjemme

Når du skal vænne hvalpen til at være inaktiv, kræver det forberedelse. Hvis hvalpen dagligt skal være alene i det samme tidsrum, må du arbejde med døgnrytmen. Hvalpen skal aktiveres med gåture, boldkast og leg nogle timer inden du tager af sted. Inden du forlader den, skal aktiviteterne være mere rolige, så den ikke bliver opildnet inden den skal til at være alene.

Når hvalpen på det rette tidspunkt lægger sig og slapper af, kan du forlade hjemmet. Men gå ikke fra hvalpen, mens den sover. Hvalpen kan blive forvirret, hvis den vågner og opdager at den er forladt. Det kan skabe angst hos den, og besværliggøre alene hjemme træningen.

Begynder hvalpen at pibe, når du går ud af døren, skal du ikke gå tilbage til den med det samme. Vent med at gå tilbage til første gang den holder inde. Ellers vil den lære at piben betaler sig, og at den kan få dig tilbage på den måde.

Kommer du hjem og opdager, at hvalpen har bidt i sofabetrækket eller lignende, må du ikke skælde den ud. Den ødelægger ikke noget for at hævne sig på dig over at være blevet forladt. Det er et udtryk for kedsomhed og usikkerhed. Den kan ikke huske hvad den har lavet, og forstår ikke, at den bliver straffet for noget den har gjort tidligere. Den bliver forvirret over din reaktion, og vil blot blive endnu mere ked af at være alene hjemme.

Når du træner din hvalp til at være alene hjemme, må du ikke gå for hurtigt frem. For nogle hvalpe tager det længere tid end for andre, så sørg for at tilpasse træningen til hvalpens tempo og temperament. Tag små skridt, så den føler sig tryg, og at det er hyggeligt, at du laver alene hjemme træning.

Det kræver en vis indsats og tålmodighed at træne alene hjemme træning med sin hvalp. Men det belønner sig, og er en god investering for både dig og hunden. Giv din hund en god start på sit hundeliv med vellykket alene hjemme træning.

Få hjælp til alene hjemme træning af din hvalp

Har du brug for hjælp til at træne din hvalp til at være alene hjemme, så kontakt hundepsykolog Anni Schrøder på tlf. 30 13 21 72.
Læs også mere på siden Hund alene hjemme

Hvalp alene hjemme